Carl Henrich Petersen

Kommunismens ·:
• t't
!.
J
kættere -
,
I

J
Bind 2
"
\
\.

·,
·i
• .1 .

!
· .

'-
o..
-+-
~
-c:o'
..c...
o
W.
'J'-
,..
-----------l.... ! "Kommunismerts kættere" er
oprindeligt udgivet.af Munksgaards
forlag 1964.
Kapret og trykt i to bind af rotlQget
PltQthyk 1995
4 •

, J:Otl~g(!t Pit~tttyk
Forord

Man skal gennelll læsningen holde

, ~Otlag!!t Pltafuyks fonnål er
at udbrede kendskabet,tH anti-
autoritær socialisme " og
socialisme i al almindelighed. ' spring siden 1964. , D~t samrhe år
Enten .ved egen produktion
eller ' ved at 'kapre ,'allerede
udgivede værker ,
~Otlag!!t Pltlltftyk er ipgen og ,
alle - på en og samme tid.
Ingen, fordi forlaget ikke
kan kontaktes (og faktisk ikke
, eksisterer) , blevet et "pænt" borgerligt demokrati.
, , Vi har haft disko og p~mk. Muren er
_Nle, fordi alle og' enhver
opfordres til at ,genoptrykke
vores publikationer
Vi håber at lokale grupper
rundt omkring ,i landet kan
tjene lidt ekstra penge til deres
aktiviteter ved salg af vor e's '
publikationer '
~I ~_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _~ r.
~ A
2
sig for øje, at bogen er over 30 år
gammel. - Mange af de vurderinger
' C.H.P. foretager sig er begrænset af den
'tid han levede i.
Udviklingen har taget nogle hop og
stoppede "tøbruddet" i Sovjetunionen. '
Krustjov blev afsat ' og erstattet og -
BresjJlevs beton-Sovjetunion.
Det tjekkiske forår blev trådt under
fode af Sovjetiske tropper. I Vesteuropa
_havde vi et "ungdomsoprør" , der i løbet
af70'erne forsvandt ud i en mængde
små Politiske menighedet:.
Franco døde -i 1975, og Spanien er
faldet og sidst men ikke mindst afgik
Sovjetuniorten ved døden nytårsnat
, 1991-1992.
Mangt og meget er forandret
Alligevel synes vi at
"Kommunismens kættere" er værd at
udgive igen - om ikke andet så på grund
af C.H.P. 's fortællerevne.
God fornøjelse!
 .. I

INDHOLD
'.J ;
,~~~.

,-*.r
J~:~
.~ ~~
'7"-'.'.l!..

::."
;»:
4 .'.
Højreafvigelsen ;.
',t.

Bucharin og Brandler • I

, .~ ~:.

·::-.
.... .: ~~.
"

18
• i "
Moskva-processerne og " '

den stor~ udrensning

"'I'" "
i ..... _ "'~
,~. -::> ..
, 29
Borgerkrigen i Spanien
"~,'. ,.

41
Litteratur

,. .... "'

......
".
~. . ..
',.'.
"

3 . ,
"

tt~~
 0'0 •

• ~o,.o,
.,;", H0JREAFVIGELSEN
Bucharin og Brandler
"T{? .': .

, .......'
.,: Hvis man vil sammenligne den talmæssige tilslutning og den
politiske vægt af henholdsvisvenstre~ og højrekommunismen, så kan '
:'<J "
,
' i :·'
': ~ ...
!.~.:./.
man ikke undgå at konstatere, at højretendenseme i og -.Omkring
kommunism~n har ' væ'ret langt ' stærkere ' e,nd venstreretningerne.
Normalt har de venstrekommunistiske grupperinger været rene sekter
'præget af nogle få fanatikere, d~r var stærke i kritikken" pnncippernes
. ~./ '
, renhed og den revolutjonære nidkærhed, men uden jordforbindelse og
~
"
.:: '. "
~: f', massebasis, og ,selv i revolutionstider har de i reglen k;un fået et
'-
· :.', )

.. . 1.
• '.. ~ I
, forholdsvist beskedent Inindretal af arbejdere i tale, En virkelig fare
~ :~
for Lenins og Stalins herredømme i den kommunistiske bevægelse har
"'-0"
) , ,
venstrekommunisterne kun været i en situation, nemlig under
:;

,
.1

, forhandlingerne om godkendelse af Brest-Litovsk-freden i vinteren

: ,....~! :~~
1918, hvor Lenin ,i første omgang kom i mindretal i sin egen
partiledelse, og i anden omgang en uge senere bare sejrede med 7
stemmer af 14, idet tre af de 14 u'ndlod at stemme - efter at Lenin
·~'I-; , udtrykkeligt havde sagt~ ~t han ville nedlægge sine hverv både i
•

partiledelsen og i regeringen, og som menigt medlem agitere for sin

, ~,
mening, hvis partiledelsens -flertal stadig gik imod godkendelsen af '
....
•

. _, r •
o/.~
, freqstraktaten. (Så demokratiske var forholdene endnu den gang i den
....... kommunistiske ,' partiledelse i ,Sovjetunionen!). Derimod har
. højretendenser indenfor kommunismen og på arbejderbevægelsens '
''"...
o',
.... ..
:. ,'.'t
,
venstrefløj i det hele taget adskillige gange truet Lenins bestræbelser
'; 1...
, -.'~
og undertiden ligefrem bragt ham i mindretal. Nogle vigtige og
interessante ,eksempler herpå skal nævnes: .
.\
~, ... :
.' I den officielle .kommunistiske historieskrivning og i de
teoretiske lære skrifter; 'fremhæves qet gang på gang" at .Lenins
afgøiend~ livsindsats bestod i det totale politiske og organisatoriske
brud, som bolschevismen ' under hans stadige ledelse og pres
gennemførte både over for 'alle de' reformistiske og revisionistiske
strømninger , til' ,højre ' og de , forskel,lige såkaldte "centristiske"
'"

4
"':." .;
~?-,::.
 mellemstandpul)kter inden for ' den socialistiske bevægelse. Det er
også rigtigt nok, men det skal .samtidigt understreges, at denne
bevidste splittelsesvirksomhed fra Lenins side ikke bare afgjort stred
imod arbejdernes stærke trang til enhed i hvert fald udadtil og en dertil
svarende ganske lang tradition for organisatorisk enhed i den
. sociåIdemokratiske . bevægelse, men 'o gså ved · den fanatiske
intolerance og herskesyge, der- lå bag · den, betød et brud med
-væsentlige demokratiske værdier, som ellers var fælles eje for de
bedste i den socialistiske arbejderbevægelse. Det kan derfor næppe .
I.
undre, at Lenin netop på detområde stødte på voldsom modstand
ikke blot fra reformistiske og revolutionære socialister uden for -hans
egen retning, men ofte også fra IJlange af sine egne bolschevikker. .
Allerede kort efter botschevismensfødsel på den anden
partikongres i 1903 viste der sig modstand 'o g modvilje hos en del ar
bolschevikkerne mod et ' fuldstændigt panimæssigt · brud ,' med
menschevikkerne~ og lige efter revolutionen i 1905 var di~se '
stemninger så stærke, at Lenin var nødt til at gå med til en
genoprettelse -af partienheden udadtil, skønt det absolut ikke var efter
hans hoved. Senere lykkedes det Lenin på ny at splitte partiet, og da
han konsekvent afviste alle samlingsbestræbelser og forslag, blev
sagen taget op af den socialistiske Inteniatiomiles bureau, hvis møde
den 16.-17. juli 1914 henviste den til behandling 'på den kongres,
Internation:alen havde fa;;tlagt til august samme år i Wien, men som
. krigsudbruddet forhindrede. Kort før bureaumØdet tog den fransk-
russiske venstresocialist Charles Rappoport stilling til Lenins
virksomhed i en udtalelse,hvori -han aner~ender Lenins evner og
indsats på forskellige felter, men tilføjer: "Lenin betragter kun sig selv
som socialist . . . Han erkl~rer krig moft enhver, der har en anden
mening end han. I stedet for at bekæmpe sine modstandere inden for
det socialdemokratiske parti med socialistiske metoder, dvs. med
saglige argumenter, anvender Lenin udelukkende kirurgiske metoder,
"åreladning". Intet parti skulle kunne eksistere under ledelse af denne
socialdemokratiske zar". Rappoport slutter således: ''Lenin vil holde
revolutionen i et så fast greb, at han kvæler den." Det skal tilføjes, at
Rappoport af alle, der har kendt ham, beskrives som ualmindelig
5
sympatisk, og at hari ~elv blevet mangeårigt medlem ar det franske
kommunistparti fra dets stiftelse. ' '
, Straks da første verdenskrig var begyndt, gik Lenin ind for
krigens forvandl~ng til borgerkrig og for oprettelsen af en ny og "
revolutionær tredje Internationale; men inden for ZimmerWald-
bevægelseri, som blev oprettet på en international kongres i Schweiz
i 1915, og som bestod af de socialistiske krigsmodstandere 1 gik
flertallet klart imod disse synspunkter. SeIvpå den kommunistiske
Internationales første kongres i 1919 i -Moskva var der til at begynde
med flertal imocl. opretteisen af den nye InternatIonale, skønt
kongressen i hovedsagen bestod af russerne og repræsentanter for de
med dem nært beslægtede partier i de tidligere r,ussiske lande samt for
ret tilfældige grupper af revolutionære krigsfanger af forskellige
nationaliteter, der endnu ophoidt sig i'Sovjetunionen. '
Efter febrvarrevolutionen i 1917 gik de hjemmeværende
bolschevikledere,der iblandt Stalin, ind for et .vist 'samarbejde med de
øvrige socialistpartier1 og selv efter oktoberrevolutionen samme år
en
ønskede del af de }edende bolschevikker at danne en fælles regering
med repræsentanter for alle socialistiske partier, ,o g Lenin måtte i
begge tilfælde kæmpe ganske hårdt imod disse samarbejdstendenser
hos sine egne.' Endog beslutningen om ' selve opstanden mod den
provisoriske regering kostede Lenin 'svær 'kamp mod en del af sine
egne partiledere. Alt sammen viser det, at de forskellige
højretendenser i bolschevikpartiet og hos mange af de med det mere
eller mindre beslægtede venstresocialister tit var af betydelig styrke,
og at de især ydede vægtig modstand mod Lenins hovediQe og
livsværk: den politiske , og organisatoriske splittelse af den
socialistiske bevægelse. For resten førte denne splittelse jo i mange
lande til det resultat, ', at , de 'konservativt < indstillede ,moderate
socialdemokratiske førere fik så meget lettere ved at beherske deres
partier og den samlede arbejderbevægelse, eftersom de slap af,med
deres mest bevidste ' reVolutionære modstandere inden for , de
socialdemokratiske partier!

I de første 10 år ar den kommunistiske Internationales eksistens

6
 var dens hovedproblem indadtil- og forresten også i stor udstræIaiing
udadtil - den såkaldte højreopportunisme. Det var ikke så mærkeligt,
, for hovedparteri af dens tilhængere uden for ' Rusland 'kom 'fra de
socialdemokratiske partier, og selvom de der indenfor i reglen havde '
stået på venstre fløj, så var de ' allerfleste 'af dem langt fra "

bolschevikker. 'Bare to områder skal nævnes for at Vise den vældige

forskel, det meget ofte bestod mellem de to hovedstrønUtinger, som
fandt sammen i den kommunistiske Internationale: Før 1914 var"de
fleste socialdemokratiske , partier stærkt ptægede_ ~f en voldsom
antimilitarisme, der tit afspejlede hel- og halvpacifistiske stemninger,
og bekendelsen til demokratiet udgjorde en 'hovedbestanddel af
partiernes ideologi og kom til ud~ryk deri, at kravene om rent et
politisk demokrati stod i centru'm af, socialdemokratiernes politiske
virksomhed og agitation. Det gjaldt ikke mIridst partitnes venstrefløj, '
og når det' efterhånden under og' lige efter første' verdenslqigi land , ,',
efter land kom til brud mellem venstrefolk,ene og de ganiIe' moderate
partiførere, så skyldteS det næsten Oyeralt ' for en stor del
, venstrefløjens oprør mod .de moderates sVigten 'af det antimilitaristiske .
progrll:mog mbd det ofte lidet' demokratiske regimente .inden for
partierne fra de højreonenterede,partipainperes side. :, ".: , "
" Det kunne derfo~ ikke undgas~ at netop:diss~ gamle idealistiske
venstresocialdemokrater kom u4 for nogle frygt~lige skt#felser illden
for den ,nye kommunistiske lnternationale, hvor de ganske snart
opdagede, at de ikke bare skulle fordømnie alle , deres ,mere eller
mindre pacifistiske tilbøjeligheder som småborgerlige vildfareIser og ,
forklare, at selv .den mest demokratiske forfatning var svindel og
humbug~ der bare tjente som dække for borgerskabets ubegrænsede
diktatur ,over arbejderne, men at de samtidigt selv var kommet under '
et jernhårdt centraliseret førerdiktatur . fra. . de russiske
bolscheviklederes side, der fik selv ,de værste . hureaukratiske
udskejelser fra de gamle socialdemokratiske 'pampere til at ligne.
relativt uskyldige smånuntre i sammenligning hermed.
Derfor er den kommunistiske Internationales historie indtil
stalinismens totale ensretning af den fra omkring 1930rustorien om
den stadige uqskillelse fra den af alle de enke1tpersoner~ grupper og
. 7
·1
.' '. partier, der ikke for altid ville give afkald .på enhver selvstændig tanke '
. og handling. Denne proces omfattede både venstre- og højreafvigere
I . . fra den til :enhver tid af de russiske ledere fastlagte k\lrs, men da
~'højreopportunisterne" som ' nævnt · var langt talrigere ' end
"venstresektereme" for nu at bruge de to officielle kommunistiske .
betesnelser, så var det højreoppositionelle som oftest og i størst tal
blev . ekskluderet af eller selv brød med den . enevældige
eksekutivkomite for den kommunistiske Internationale, som i det
kommunistiske sprog ofte kaldtes med de fire forbogstaver E.K.K.!.,
der til sammen danner ordet EKK!. ..
At beskrive bare 'de vigtigste dele af denne selvforskyldte
decimeringsproces i den kommunistiske bevægelse er her aldeles
umuligt - det kræver mindst 'et værk på størrelse med en telefonbog !
- men det skal nævnes, at det store italien~ke socialistparti, som med .
overvældende majoritet havde sluttet sig til Komintern; blev hældt ud
fra samme allerede i 1921, fordi partiledelsen med Serrati i spidsen .
nægtede at ekskludere det lille højresocialistiske mindretal i partiet, så
længe ·rillndretallet loyalt bøjede sig for flertalsbeslutningerne. Her i
Norden -blev det store norske Arbeiderparti, som også var med i
starten afKomintem, ekskluderet i 1923, og det blev egentlig smidt
ud for både .højre- og venstreafvigeiser, idet partiet bl.a. nægtede ·at
. føre ateistisk propaganda, men også afviste at tilbyde det lille
socialdemokratiske parti enhedsfront, fOl-di dette var opstået ved, at
den gamle højrefløj havde .brudt den organisatoriske enhed i det
oprindelige fællesparti og begyndt for sig selv i 1921 - og altså var et
rent splittelsesparti! - Det svarer meget godt hertil, at der i det flertal,
der afviste at lade Internationalens ledelse bestemme Det norske
Arbeiderpartispolitik, både fandtes en revolutionær syndikalistisk
præget tendens med den berømte Martin Tranmæl i spidsen og en
mere moderat og socialdemokratisk farvet strømning, hvis mest
kendte navne var de to gamle førere Ole O. Lian og Holtermann
Knudsen. - Det skal i øvrigt understreges, at så at sige alle politiske
opponenter i...,den kommunistiske bevægelse og i hvert fald alle de
betydende venstre- og højretendenser har haft en vigtig ting til fælles:
de har kritiseret Internationalen eller deres egen partiledelse eller som
8
 . .

oftest begge dele for mangel på demokrati indadtiL På det område har
venstre- og højrefolk haft en fælles "platform", ' som det kaldes i
, kommunist-sproget, der for den u41dviede kan være lige så uforståelig
. som kinesisk! Det kaldes derfor også tit for "partikinesisk".
Iter i Danmark spHlede lederne for Socialdemokratisk Ungdoms
Forbund (SUF}ligesom 'de _tilsvarende folk i andre lande en førende
rolle i den proces, der resulterede i dannelsen af det kOItunurustiske
parti, men d~ kom ',som uqpr~gede . "højreopportunister'7 med en
betyd.elig socialdemokratisk ballast hurtigt i strid med Internationalens
ledere, nemlig allerede i 1922, og gik i . 1930 tilbage, til
Socialdemokratiet. På det tidspunkt havde næsten alle de gamle stJF-
ere for længst forladt kommunistpartiet. Emst Christiansen og Sigvald
Helberg var de betydeligste repræsentanter for denne danske
højrekommunisme:
Indtil 1933 var de to vigtigste sektioner i Komintern det
russiske og det tyske parti, og i dem begge iiorde der sig
højrekommunistiske strøm~nger gældende i en stor del af tyverne
med henholdsvis Nikolaj Bucharin og Heinrich Brandler som ledere .
. Deres virkSomhed og ideer skal derfor nærmere omtale~ her.
Bucharin blev født r 1888, han sluttede sig til bolschevikkerne i
1906 og tog i 1907 nationaløkonorillskeks~en ved Moskva
univ,ersitetet. Han har da også senere beskæ'f tiget sig meget med
økonomi og har skrevet en hel del økonomisk.eværker. Allerede i
årene før 1912 blev han flere gange arresteret fof sin :politiske
. virksomhed, og da han første gang mødtes med Lenin - det var i -1912
.i Galizien, hvor Lenin da boede-som landflygtig ~ forelagde Bucharin
ham tungtvejende beviser for, at lederen for qolschevikkernes
dumagruppe Malinowski var politiagent og skyld i mange '
kammeraters arrestation. Også fra anden side inden for den russiske
arbejderbevægelse var der rejst lignende alvorlige og
velunderbyggede anklager mod Malinowski, men trods det nægtede
Lenin stædigt at lade ham falde. (Lenin synes i det hele taget at have
haft en svaghed for som medarbejdere også at benytte dårlige
. karakterer, tænk bare på Stalin!). Året efter havde Bucharin samlet
endnu stærkere beviser for sin . anklage mod Malinowski, der i
9
 mellemtiden bl.a. havde angivet en af Lenins kurerer, straks efter at
hun var kommet til Rusland, men Lenin ikke bare fortsatte med at
forsvare Malinowski, han gav også Bucharin en fiygtelig omgang og
truede ham med eksklusion, hvis han fortsatte med at · angribe
Malinowski. Så bøjede Bucharin sig. Fysisk mod savnede han ikke -
det viste han bl.a. ved ·stormen på Kreml under selve
oktoberrevolutionen - men han led af . den såre almindelige
kommunistiske ·svaghed, der bestod L underkastelse over for de
højeste partiautoriteteL Det viste han igen, da han sidst i tyverne
politisk kapitulerede over for Stalin, og da han .under den sidste
Moskva-proces i 1938 '1:ilstod" alle de vanvittige forbrydelser, han
aldrig havde begået, og som han for nylig officielt er blevet renset for
af de øverste Sovjet-myndigheder næsten 25 år efter sin henrettelse.
(Malinowski blev dødsdømt og skudt i 1918 for sit forræded før
krigen).
I årene op til udbruddet af første verdenskrig boede Bucharin i
Wien, i ·1915 og 1916 er han i Skandinavien, først i Sverige, hvorfra
. han udvises efter 1~ måneds fæng's dsophold for antimilitaristisk

, Nikolaj Bukharin

10
 agitation .herunder forbindelse med den fredskongres, som blev I

organiseret af venstreoppositionen i -den sv·enske arbejderbevægelse

som modvægt til .aktivistkredsenes krav om "modig opslutning på
...
tysk side", .derefter i Norge og til sidst et par måneded Dapmark.
Under sit ophold i Skandinavien deltog Bucharin både i den
niere eller mindre illegale virksomhed, som bolschevikkerne her
udøvede, .og havde kontakter med de venstresocialistiske kredse her, .
fx. skrev ·han i de socialdemokratiske ungdomsforbunds blade
"Stormklockan" i Sverige . og "Klassek~pen" i Norge. Hans '
forbindelse med den danske venstresocialist Alfred 'Kri,Ise, . mens de
begge opholdt sig i Stockholm, blev skæbnesvanger for sidstn~vnte, . I
idet Bucharin efter deres fælles udvisning fra &verige beskyldte !(rils'e
for delvis at have forårsaget arrestl}.tionerne· efter fredskongressep
. eller i hvert fald indirekte at have forsynet politiet med materiale mod I'
de fængslede. Kruse indrømmede selv at ~have værefuforsigtig over
foren estisk socialist, der senere viste sig at være tysk agent,'Illcn SOnt .
samtidig økonomisk støttede de russiske revolutionære, her\.lrider .
også den bolschevikkiske gruppe i .Stockholm-o.Eiler ,en gf\Jndig
undersøgelse af et stort 'materiale i sagen er jeg kommet til samme
anskuelse som Michael Futrell, der i bogen ''Norihem Underground" . I

konkluderer' et stort kapitel om disse forhold derhen, at KnIseikke

har gjort sig skyldig i forræderi, men .kun i uforsigtighed.Genne~
årtier led Kruse under de nævnte heskyldQinger ' og . kræ'vede
æresoprejsning, hvilket han først fik i 1936 i eri fælles erk!ærit\g fra de
. . '
r
skandinaviske koffinturustpartier. 'Men da h~vde han også mange år
været forhindret i den' deltagelse i det ·politiske · liv, . som hans
.anskuelser, evner og ønsker ellers afgjort pegede henimod, 0E han
blev fortsat nægtet medlemskab i DKP. .
I åtene 1922-24 kom Bucharin igen til at spille en rolle i den
skandinaviske arb~jderbevægelse, idet han: som' ~n 'af lederne i
Komintern fik at gøre med partistridighedeme .· i Det norske
Arbeiderparti og i Sveriges kommunistiske Parti og v,a r i høj grad
medansvarlig for, at disse partier sprængtes på spørgsmålet om I

kadaverdisciplin over for de russiske leder~ eller ret til selvst~ridig

tænken og handlen. Skønt Bucha.rin således. politisk :var, lige så
11

. I
 uforsonl~g .o g usmidig i disse sager som de øvrige Komintern-ledere,
sa var han rent personlig utvivlsomt den mest sympatiske af dem. Det
er der mange vidnesbyrd om. I sit testamente kalder Lenin ham for
hele partiets yndling - han gik for resten ind og ud hos Lenin som en
. søn af huset '- og selv under de meget hårde debatter mellem de to
russiske .ledere Bucharin og Radek på den ene side og den svenske
, kommunistfører Zeth Haglund på den anden side på et månedlangt
møde i eksekutivkomiteen ror den kommunistiske Internationale
under striden mellem Haglunds retning og Kominternledelsen, sad
Bucharin og tegnede sjove tegninger, som h~m stak over til HoglUIid!
Den gamle tyske højrekommunist August Thalheimer har i det danske
tidsskrift '~Clarte'" for marts 1938 en artikel om B4charin, som han
betegner som noget \;'eg og meget upraktisk, men menneskeligt
vældig symp~tisk.

I det nævnte politiske test~mente, som Lenin skrevet år før sin

død, og hvori han gaven kritisk vurdering af de mest betydelige af
. sovjetlederne, bl.a. en ret rammende og.hård karakteristik af Stalin,
hvorfor testamentet da også først er blevet offentliggjort i
Sovjetunionen eft~r Stalins død, betegner Lenin Bucharin liom partiets
betydeligste teoretiker. Og i Victor Serges erindringer, der lige er
udkommet i England under titlen ' "Memoirs of a .Revoluti;nary",
nævner Serge kun fire navne -på kommunistledere i første række i
Sovjet omkring 1920-21, nemlig Lenin,Trotzky, Bucharin og Radek.
I anden række pla,cerer Serge en 10-15 stykker, men tager end ikke i
,I
denne gruppe Stalin med! Af alle de mange bøger, jeg par læst om
komniunis~ens .historie og hvaØ dermed sammenhænger, er Serges
erindringer de,nbedste,. fordi han hele sit liv forblev tro' mod de '
væsentligste : revolutionære v~rdier, men '. samtidig bevarede sin
åndelige :s~Lvstændighed, , aldrig blev retrungsfanatiker og altid lagde
. hovedvæmen . på' en . kritisk, moralsk vurdering af mennesker og
metoder. '. .
B~charins hetyqning kendes i dag kun af ganske fa, hvilket først
. .og ' freIJ1IIlest skyldes Stalins mord på ham for 25 år siden ' og
.stalinisternes systematiske bagtalelse og forvrængning af hans værk.
12
 Derfor vil det sikkert overraske en del at høre, at Bucharin ikke bare
var en betydelig selvstændig teoretiker i årene mellem 1912 og 1928,
men at han - delvis i debat og polemik med Lenih - ydede flere
hovedbidrag til udformningen af leninismens teorier og - endnu mere
overraskende - faktisk formulerede stalinismens teoretiske system og
begrundelse, hvilket Stalin selv aldrig ~nne have gjort, da han var en
ganske middelmådig:teoretiker. Som kynisk og effektiv magtpolitiker
var han derimod alle andre overlegen, også de store teoretikere, som
så ned på den åndeligt mindrebemidlede Stalin og for sent opdagede
hans "storhed" som realpolitisk magtstræb er.
I et par store værker og i en del mindre arbejder, som Bucharin .
skrev i 1914-15' og 1916, tog han !;å~edes stilling til imperialismen og
statsbegrebet et eller to år, før Lenin skrev sine berømte hovedværker
om de samme. spørgsmål, og selvom Lenin fx. betegnede Bucharins
statsteori som halvanarkistisk, så -er der næppe tvivl om, at Lenins
ganske negative vurdering af staten som et undertrykkelsesapparat i
sit værk "Staten. og Revolutionen" fra 1917 har en af sine
forudsætninger i Bucharins arbejder om samme.emne.
''Kommunisternes Program" af Bucharin er en populær
fremstilling af de sejrrige bolscheyikkers synspunkter lige efter
oktoberrevolutioneri. Bogen kom på dansk i 1918. "Kommunismens
.ABC", som Bucharin sammen med E. Pre9brazhensky udsendt~ i
. 1919, er oversat til norsk, og deri blev den anerkendte lærebog for en
hel generation. af kommunister j 1920'erne. "Kommunistisk
Internationales Program" fra 1928, der også foreligger på dansk,
giver faktisk den teoretiske ' begrund«lse for Stalins slagord om
"Socialismens opbygning i et land" ved sin lære om den ujævne
udvikling afkapitalismen'og imperialismen i de forskellige lande.
For Marx og Engels var det' en selvfølge, at den-socialistiske
revolution først ville sejre i de., mest udviklede kapitalistiske lande, ja
ligefrem var betinget af en moden kapitalisme. Da så bolschevikkeme
tværtimod denne lære først sejrede i det mest tilbagestående
europæiske land, nemlig Rusland, ~ndrede de teorien derhen, at
revolutionen først kom i det svageste led af den kapitalistiske kæde,
nemlig det zaistiske Rusland, men at socialismens opbygning og sejr
13
 forudsatte, at arbejderne tog magten i .hvert fald i nogle af de
udviklede kap"italistiske industrilande, først og fremmest Tyskland. Da
revolutionen imidlertid led nederlag eller udeblev i den del af verden,
så strøg Stalin og hans teoretiker Bucharin den sidste del af denne
. påstand og hævdede: at soCialismen kunne opbygges i Sovjetunionen,
bl.a. på grund aflandets vældige størrelse og uhyre naturrigdomme,
hvis blot arbejderne i de gamIekapitalistiske lande kunne forhindre en
ny interventionskrig mod Sovjet. I teorien indgik i øvrigt en stærk
understregning · af betydningen ·af de koloniale revolutioner og
nationale rejsninger i det, vi nu kalder u-landene; man forudsagde
deres nært forestående sejr og udnævnte dem til Sovjetunionens og
det internationale proletariats vigtigste forbundsfæller, fordi de dels ·
ville svække imperialismen militært, dels undergrave kapitalismens
økononu, så den brød sammen. Det sidste. kan vi, der nu har oplevet
det . gamle koloni systems næsten totale sammenbrud gennem u-
landenes sejrrige selvstændighed s-kamp, jo i hvert fald konstatere
ikke hidtil har holdt stik. Tværtimod er produktionertog den
alinindelige levefod i d~ gamle kapitalistiske lande i dag højere end
nogen sind e og i stadig stærk stigning, og udsigterne for socialistiske
revo lutioner i disse lande er ringere end før, fordi klassebevidstheden
under den skete udvikling er blevet svækket hos arbejderne og i
stigende grad erstattet med en kapitalistisk ideologi.
Det var en logisk følge af Bucharins teoretiske
overensstemmelse med Stalin i de her beskrevne sager, at han og hans
venner, hvoraf de betydeligste var Rykov og Tornski, åf hvilke den -
første afløste Lenin som formand for Folkekommissærernes råd (altså
som statsminister) og den anden var formand for den faglige
landsorganisation, støttede Stal in i kampen mod Trotzkys .
venstreopposition; men da de gik ind for et væsentligt langsommere
tempo i industrialiseringen og i kollektiviseringen af landbruget under
den første femårsplan, så lykkedes det også Stalin at få dem intrigeret
ud. Det skete sidst i"tyverne. En tid var det ellers usikkert til hvilken
side, flertallet i den øverste partiledelse, det politiske bureau, ville gå, .
men Stalins greb om partiapparatet i øVrigt var så stærkt og hans
evner som hensynsløs taktiker og intrigemager så store, at han hurtigt
14
fik slået også denne opposition. Kllapt ti år senere myrdede han dem,.
idet Tomski dog ved selvmord undgik at figu'rere i de afskyelige
11oskvaprocesser. "
, Da Bucharin endelig i 1928 blev klar over Stalins virkelige
karakter, fik han arrangeret en hemmelig samtåle med K~eriev og
gav over for denne - ligbleg og stærkt chokeret - u~tryk for, at 'Stalin
var et uhyre, falsk og grusom, i stand til alt, og at deres liv var i fare.
Deri fik han jo sørgeligt ret.

Samtidig med, at Bucharins højreopposition kæmpede og tabte

i Sovjet, opstod der i Kominterns vigtigste sektion uden for Rusland,
nemlig i det tyske kommunistparti, en højreopposition, hvis leder var
den tidligere murer Heinrich Brandler. Han var formand for dette parti
1921-23, og han og hans venner fik skylden for, at partiet ikke
gennemførte en revolution i efteråret 1923 under denst'o re
samfundsmæssige krise, som Ruhr-besættelsen og den vanvittige
inflation dette år, skabte i Tyskland. lsidst'e øjeblik afblæste
partiledelsen den planlagte revolution, da en konference af
bedriftsrådsmedlemmer , i Sachsen gik imod opstanden, men til
Hamburg alene nåede kontraordren ikke frem 'i tide: Her gik derfor
300 partimedlemmer til ' angreb på politistationerne og afvæbnede i
, første omgang politifolkene, men blev slået ned i løbet af to dage, da
arbejdernes masse forholdt sig passiv. Ifølge en så kyndig og ~gtern '
iagttager som Victor Serge, der opholdt sig i Berlin det år, så var ,der
i den tyske arbejderklasse som helhed ingen -iC(volutionsstemning, så '
et landsomfattende forsøg ville efter al ', sandsynlighed bare 'have
mangedoblet tragedien i Hamburg. For øvrigt handlede Brandler efter ,
Komintern-ledelsens direktiver, men blev af fraktionelle årsager,
alligevel gjort til syndebuk for den udeblevne revolution.
I 1924-28 udførte han -og hans nærmeste meningsfælle og
medarbejder August Thalheiiner underordnet kontorarbejde i
11oskva, men fik så lov til at ,vende hjem og rejste lier en grundig
kritik af den nye kurs, som de kommunistiske ,partier da slog ind på,
og som var udformet i 11oskva. Teorien gik ud på,at man stod over
for en omfattende kapitalistisk krise, hvilket et par år senere kom til
15
 ,at passe, og at krisen ville resultere i et vældigt revolutionært opsving,
,I
hvilket stort set ikke kom til at passe, for så vidt som det nazistiske
opsving blev langt større. Denne teori om det kolo'ssale revohltionære ',
opsving' fik skæbnesvangre følger, idet den førte til en ,konstant
I ' undervurdering af den ' nazistiske fC\re og bevirkede, at KfD førte
hovedangrebet mod den socialdemokratiske arbejder-bevægelse,
endda i meget yderliggående sprog og former. Herved umuliggjordes
den fælles kamp af den samlede arbejderbevægelse, som-måske kunne
have forhindret Hitlers magtovertagelse, og som i hvert fald kunne
, have budt ham virkelig modstand,
Hvis man faktisk
, , havde stået over for en revolutionær situation
eller bare et betydeligt revolutionært opsving, kunne der måske - men
også kun måske -'have været nogen mening i at behandle det alt andet
-end revolutionære tyske Socialdemokrati som en hovedmodstander.
Under ' det nazistiske fremstød kunne det kun medføre en lammende
splittelse af den eQeste mulige ,effektive -modstandsfaktor, nemlig den
tyske arbejderbevægelse.
Det var især tre sider af det tyske kommunistpartis politik efter
1928, som Brandler og hans ,tilhængere angreb, nemlig teorien om
"socialf~cismen", der gikud på, at ~ocialdemokratiet var en slags
fascistp~i, og at det nærmest var lige meget, om det eller nazipartiet
havde magten. Per findes endog kommunistiske udtalelser om, at en
nazistisk magtovertagelse kunne tænkes ' at fremme kommunisternes
sejr! Mens KPD under Brandler i hvert fald til tider havde ført en
enhedsfrontpolitik, der inkluderede villighed til samarbejde med
-Socialdemokratiet som parti" så var parolen nu ''Enhedsfront kun fra
neden og kun under KPD's førerskab", hvilket udelukkede enhver
virkelig enhedsfront. Endelig gik partiet så vidt med sin såkaldte
Revoluti011ære Fag-Oppositions-politik, at man splittede de bestående
m~sefagfqreninger og oprettede egne, små splittelsesfagforeninger.
Alt s~nim~n i }dar ' modstrid med Lenins taktiske anvisninger i
'~di~aJism~I1~ En børnesygdom i kommunismen)~ og med den tredje
verdenskongres ) teser om enhedsfronten. '
, Foruden disse' tre ting kritiserede Brandleroppositionen, som i
1928-29 ' blev ekskluderet af partiet, manglen-, på demokrati i
16
 kommunistpartierne og på selvstændighed i disses forhold til
Internationalens russiske ledelse. Derimod gik penn-e højreopposition
- med fuld musik ind for Stalins "socialistiske" opbygning og indre
regime i Sovjet i det hele taget helt frem til Moskva-processerne, og
de støttede også stort set Sovjets udenrigspolitik helt frem til den
spanske -borgerkrig. På de områder var de i afgjort modsætning til
trotskisterne, som ellers fremførte næsten identiske synspunkter på de
officielle kommunistpartiers selvmorderiske _politik over for den
fascistiske fare. --
-Omkring 1930 lykkedes det Brandler at skabe en "International
. forening ·af den .kommunistiske opposition", som foruden hans egen
tyske organisation, der talte ca. 5.000 medierrimer, havde tilslutning
af de amerikanske højrekommunis1er under -Lowestone, Sveriges
kommunistiske parti under Kilbom og den norske Mot Dag-gruppe
under Falk, Trond Hegna og Ording. Også disse bevægelser var
ekskluderet eller udtrådt af . Komintern. Da Brandler udfra en
doktrinær kommunistisk opfattelse -stemplede alle venstresociaqster
og venstresocialdemokrater som "centristiskeforrædere", mistede
han allerede først i 30'erne sine to skandinaviske sektioner og en
gruppe af sine tyske medlemmer, der gik sammen netop med sådanne
"centrister". Lidt senere fik han til gengæld et par smågrupper i
Danmar~ med Boserup og Metz i spidsen.
Brandler lever den dag i dag 82 år gammel i Hamburg, og det
lykkedes ham efter anden verdenskrig at 0l?nå ministerpension i
Vesttyskland, fordi han nogle måneder under krisen i 1923 var
medlem af den sachsiske regering, der var en enhedsfrontregering af
venstresocialdemokrater og kOffiffiuniste.r.
Indtil for 4 år" siden udsendte han sammen med en ganske lille
gruppe af meningsfæller månedstidsskriftet "Arbeiter-Politik"
Vesttyskland . .

17
 · MOSKVA-PROCESSERNE
OG DEN STORE UDRENSNING

I Lenins testamente omtaler han i alt 6 førende kommu~ster,

nemlig Stalin, Trotzky, Sinowjev, Kamenev, Bucharin og Pjatakov i
·den her nævnte rækkefølge, og afdem blev de 5 sidste alle myrdet af
Stalin. Trotzky var den sidste af disse, som Stalin fik ram på; det skete
ved snigmord i Mexico i august 1940. De andre 4 blev henrettede
efter de store Moskva-processer i 1936, 37 og 38, der også kostede
næsten alle de øvrige mest kendte gamle bolschevikker livet foruden
en gruppe ledende officerer fra den røde hær. Disse processer var
imidlertid bare de dramatiske højdepunkter i den såkaldte store
udrensning, der netop fandt sted i disse tre år, og sOm omfattede flere
millioner mennesker, hvoraf kun et mindretal slap fra det 'med livet.
Adskillige hundredtusinder blev direkte henrettet, og flertallet af de
øvrige døde af sult og ·sygdomme, dels i fængslerne, men især i
lejrenej hvor de anbragtes for at afsone langvarige straffe.
''Den store udrensning'~ svarer virkeligt til sit navn, for så vidt
som den uden nogen som helst konkurrence er den største og mest
omfattende forbrydelse, der nogen sinde er begået i arbejder-
bevægelsens historIe - forudsat man regner Stalin med til
arbejderbevægelsen, hvad hanjo i hvertfald selv gjorde krav på. Med
en vis formel ret, må man indrørryne, fordi han stod i spidsen for en
bevægelse; der var startet som et socialistisk arbejderparti, og som
selv under massemyrderiet sidst i 3O'erne i ord bekendte sig til en slags
socialistisk ideologi. Den store udrensning ramte mennesker af alle
slags, men et særtræk ved den er, at den var historiens største
masseudryddelse af kommunister og stalinister, og at den ikke blot gik
ud over Sovjetunionens egne indfødte borgere, men også omfattede
et flertal af de mange: udenlandske kommunister og socialister, der - i
reglen som flygtninge fra fascistiske og reaktionære regimer - havde
søgt tilflugt i det, de troede var '~AIle arbejderes fædreland". - Et
andet særtræk ved den var, at så at sige alle ofrene var uskyldige, og
18
at de ved en blanding af fysisk og psykisk vold blev tvunget til at tilstå
de frygteligste og mest vanvittige forbrydelser, som de ikke b.are ikke
havde begået, men som de end ikke havde haft muligheder for at begå.
Kun Hitlers udryddelse af de 6 iniUioner jøder tåler
sammenligning med den-store udrensning i absurditet og omfang.
l' sin efterskrift til sit ovennævnte testamente skrev Lenin
følgende om Stalin: "Stalin er for grov, og denne mangel, der i vor
midte og vor omgang mellem hinanden fuldt ud kan tåles, bliver
uudholdelig på posten som generalsekretær. Derfor . foreslår jeg
kammeraterne at finde en måde at erstatte Stalin på denne post på, og
for denne stilling at bestemme et andetmenrte.ske, der i alle andre
henseender kun adskiller sig fra kanimerat Stalin ved den ene fordel at
være tålmodigere, loyalere, høfligere og mere opmærksom over for
kammeraterne .såvel som mindre lunefuld osv. DenIle omstændighed
kan synes en ringe bagatel, men jeg mener, at ud fra det synspunkt at
forebygge en splittelse. og ud fra synspunktet på forholdet mellem
Stalin og Trotzky, som jeg har talt om, er det ikke en bagatel, eller det
er en sådan bagatel, som kan få en afgørende betydning".
Jeg har citeret i fuld udstrækning denne efterskrift af Lenin,
fordi forslaget om at fjerne Stalin som generalsekretær for partiet er
den eneste forholdsregel, Leniri overhovedet i sit testamente anbefaler
mod nogen af de 6 partiledere, han vurderer, hvilket viser, han var
klar over, der var noget galt med Stalin. Og når Lenin til sidst siger,
at det er en bagatel, der kan få afgørende betydning, så må man jo
fastslå, at han deri fik ret i en grad, som han end ikke i sin vildeste
fantasi havde kunnet forestille sig! Det viser bl.a. den store
udrensning.
For de fleste politisk imeresserede mennesker uden for
Sovjetunionen kom den første Moskvaproces i august 1936 som en
overraskelse, og det gælder også i stor udstrækning for os, der var
udpræget kritiske imod Stalin og hans system. I hele det nærmest
forudgående år havde stalinisterne agiteret vældigt for ' en
militæralliance mellem England, Frankrig og Sovjetunionen imod de
aggressive fasciststater, især Hitler-Tyskland, og for en folkefront
mellem kommunister, socialdemokrater og borgerligt radikale på rent
19
 demokratisk og ~parlamentarisk basis. Sovjetunionen havde indgået
forbund med Tjekkoslovakiet og Frankrig, og i sidstnævnte land samt
i Spanien var folkefronten blevet en re.alitet. I Sovjet- selv var
udarbejdet en ny forfatning, som på mange punkter i hvert fald formelt
var meget demokratisk. Den modbydelige · og oplagt løgnagtige
lynproces mod "de 16", hvoraf de mest kendte var Sinowjev og
Kamenev, der blev dødsdømt og henrettet, kunne ikke undgå at skade
Sovjets og kommunistpartiernes officielle politik og anseelse.
Desuden var alle de tidligere kommunistiske oppositionsledere i
Sovjet aldeles-magtesløse og havde utallige gange ydmygt kapituleret
over for Stalin, fx: på den sidste partikongres i 1934.
En så kyndig mand som Victor Serge hævder da også i sine
erindringer, at processen og hvad dermed fulgte, ·ikke kunne have
været planlagt i længere tid, for så var han ikke selv blevet løsladt og
have fået lov til at re]seud af Sovjetunionen i april 1936, da han -
sikkert med rette ·- betragtede sig som selvskreven til at blive
inddraget i den store udrensnings-udryddelse af oppositionsfolk. J;)et
sidste har han ganske givet ret i, så meget mere- som han aldrig
politiskhavde kapituleret over for Stalin. Serge hævder, at det var den
spanske borgerkrigs udbrud ~ juli 1936, der gav stødet til starten af
den første Moskvaproces og hele den store udrensning, fordi denne
krig overbeviste Stalin om, at en ny verdenskrig var umiddelbart
forestående, og at Sovjet uvægerligt ville blive inddraget heri. I denne
situation frygtede. Stalin for, at de gamle kendte bolschevikførere
trods deres kapitulation over fOF ham - så · l~nge de endnu levede -
kunne fremstå som symboler for dele af den undertrykte befoikning på
en revolutions muligheder og ved ~eies blotte -eksistens så at sige
materialisere håbet Dm dannelsen af en ny regering. Derfor skulle ue
fysisk likvideres · og~ ·samtidig · grundigt skandaliseres · og
)compromitteres i befolkningens øjne. Det samme gjaldt for øvrigt den
landflygtige og standhaftIge Trotzky. .
. Det kan godt være, at Serge har ret i, at det var udbruddet af
den spanske borgerkrig; . der bestemte -tidspunktet for starten . af
processerne og den store udrensning idet hele taget, men meget tyder
. på, at StaIin i hvert fald helt fra 1934 .havde forberedt noget sådant,
20
 og at det var kommet lidt før eller senere under alle omstændigheder.
- Hvad angår Serges egen frigivelse og udrejse, kan den dels betragtes
som undtagelsen, der bekræfter reglen, dels må den ses -som en følge
af stærke krav herom -j' revolutionær~ kredse i Frankrig, hvor Serge
nød stor anseelse selv blandt ' stalinistsympatisører, af hvilke Romain
Rolland personligt i et brev til Stalin forlangte Serge fri. På grund af
militæralliancen med Frankrig og ' folkefronten, ~hei- var det af særlig
vigtighed for Stalin at gøre et godt indtryk i dette land, hvilket meget
vel kan have bevirket Stalins eftergivenhed over for kravet om
frigivelse af Serge.

En af de ting, Lenin havde søgt at indprente sine' elever, var, at

de uanset alle .uenigheder ikke måtte give sig til at myrde hinanden,
men trods det havde Stalin allerede i 1929 ladet det mangeårige
fremstående partimedlem Blumkin henrette, fordi han under et besøg
i Tyrkiet havde opsøgt Trotzky og medtaget fra ' denpe . et brev af
. ganske almindeligt politisk indhold til hans russiske meningsfæller-
samt lovet at medvirke ved indsmugling af Trotzkys '''Bulletin'' til

Retten er sat I En af Moskva-

processerne i fuld gang.
, . 21
 Sovjet.
Svindelprocesser med falske tilståelser var heller ikke noget,
Stalin først hittede på i 1936. Allerede omkring 1930 . var der
adskillige af den slags, feks. den såkaldte menschevik-proces i 1931,
hvorunder der bl.a. fremkom'1ilståelser" om sammenkomster med
den emigrerede menschevilrJeder Abramovitch under en illegai"'rejse,
denne skulle have foretaget i Sovjetunionen. Til alt uheld fDr
processens qrrangører havde man fastsat tidspunktet herfor til juli
'1928, da Abramovitch deltog i Socialistisk Arbejder Internationales
Kongres i Brussel og dagligt blev set af masser af mennesker!
En tredje vigtig forudsætning for den store udrensning er det
lidet kendte forhold, at Stalin først i 30'erne mødte en vis begrænset
modstand hos en del af sme egne stalinistiske underførere, som ellers
trofast havde støttet ham mod alle hans politiske opponenter i
20'erne. Eri af de ting, disse stalinister søgte at dæmpe, var den
brutale behandling af bønderne under tvangskollektiviseringen, men
som ' typiske .stalinister handlede de ·ikke ud fra humanitære eller
moralske synspunkter. De begrundede udelukkende deres kritik med
hensynet til produktionen, og på et møde i politbureauet i efteråret
1932 kom Stalin ligefrem i · mindretal. Denne såkaldte "indre
opposition" fandt en leder·i et yngre.medlem af dette bureau, nemlig
Sergei Kirov. H;m er en høgleskikkeIse endda i flere henseender i den
.udvikling, der førte til MoskVa-processerne, og mordet på ham den l .
december 1934.spiller en hovedrolle i disse. Ham må vi derfor
beskæftige os lidt nærmere med ..

Kirov var oprindeligt arbejder, og efter SinowJevs nederlag blev

han en af de mest populære ledere i Leriingrad. Han sørgede '
personligt for, at arbejderne ' fik delevnedsmiddelrationer, de havde
krav på, og han gik til · 100 procent ind for Stalins generallinje,
herunder planerne for total kollektivisering, men mente; at Stalins
metoder herve~ var for drastiske og derfor.farlige. Han gik også imod
teorien om, ·at klassefjendens modstand ville blive stadigt skarpere
under industrialiseringerlog · kollektiviseringen, og hævdede
tværtimod, at befolkningen ville forsones med regimet, når den havde
22
 ~ I

vænnet sig til de nye forhold og mærkede stigning i ~evestandarden . .

Kirov advarede desuden imod følgerne af brugen af terror,"
arrest~tioner og deportationer, og på et bevæget møde i Politbureau i
,~
september 1932 fik Kirov ' flertallet på sin .side imod Stalin, der .
krævede dødsstraf i den såkaldte Riutin-sag. Riutin var søn af en
...,
.... bonde .og landsbylærer af profession, og som sekretær for
. kommunistpartiet i et Moskva-disttikt støttede han aktivt Stalin i
1927 i kampen mod Trotzkys opposition. TvangskollektiViseringen
forvandlede imidlertid Riutin til en skarp fjende af Stalin, han samlede
en gruppe antistalinister omkring sig og skrev for den et.værk på 200'
duplikerede sider, .hvoraf de 50 handlede om Stalin personligt. Et
eksemplar heraf faldt i StaIins hænder med det resultat., at han
, krævede dødsstraf imod Riutin'. Tro mod Lenins lære gik Kirov imod
dette krav, og da flertallet i den øverste partiledelse som sagt fulgte .
ham, så slap- Riutin med forvisning.
To måneder efter dette nederlag for Stalin blev hans kone
Alliuyeva fimdet skudt i Kreml. De fleste eksperter tror, Stalin dræbte
hende i et raserianfald, hævder Abramovitch i sin store bog "The
Sovjet Revolution", som udkom sidste år i Amerika. Serge siger, hun
begik selvmord. Ifølge Abramovitch kom de grusomme træk i Stalins .
karakter særligt stærkt frem efter konens død, og til fuld udfoldelse
kom de i hvert fald efter mordet på Kirov i Leningrad december 1934.
I sine erindringer, som Serge skrev i Mexico i 1942-43, er han
mest tilbøjelig til at mene, at dette mord var en individuel og isoleret
terrorhandling fra en ung, desperat kommunists side, ag at det,
forstærkede en i forvejen eksisterende frygt i ledende kredse for visse . I

udbredte folkelige stemninger, der var mere sYl]lpatiske imod de .. l ' ~'

gamle oppositionsfolk end mod de nye ledere. Mordet udløste straks '
en stor officiel terrorbølge med massearrestationer og
masseskydninger, men Serge hævder ~ligevel, at der gennem hele i-
.
19~5 var store debatter på højeste plan oin, hvor vidt man skulle gå
, ,'
. I ;'

med disse repressallier. · .

, Blandt dem, der straks blev arresteret, var Sinowjev og
..Kai'nenev, og en del tyder på, at det var meningen, at de skulle have
været dødsdømt og skudt efter en kort proces, men i sidste øjeblik
'23 ' . I
". "
 slap de i denne omgang med straffe på henholdsvis 10 og 5 år.
Fra mange andre sider hævdes det, at mordet på Kirov var
otganiseretaf GPU på Stalins personlige ordrer - med det formål, dels
at få hævn over Kirov og få fjernet denne populære og farlige rival til
Stalin; . dels især at skaffe et påskud . til intensiveret terror mod
. forhenværende,. nuværende og potentielle' oppositionelle af alle.
afskygninger. Meget taler for rigtigheden af denne teori, og det skulle
ikke overraske mig, om den en dag bliver officielt ·bekræftet fra
.. sovjetmyndighedernes side - hvis det ikke allerede er sket?
Allerede på Moskva"'processemes tid hørte jeg den dansker, der
har bes~æftiget sig ~st med disse sager, nemlig den for 5 år siden
afdøde partiløse kommunist Alfred Kruse på et møde i København .i
SoCialistisk Samvirke udtale, at meget tydede på, at mordet på Kirov
var .en {IPU-provokation, og ca~ 15 år senere fremlagde den tidligere
9PU-embedsmand Alexander Orlov i sin bog "The Secret History of
·1
Stalin's Crimes" (Den hemmelige historie om Stalins forbrydelser),
der udkom i New York i 1953, en detaljeret beskrivelse af
omstændighederne omkring mordet på Kirov, som helt bekræfter
I· denne provokationsteori. . .
Kirovs morder hed Nikolayev, og da han følte sig uretfærdigt
.forbigået og ikke kunne gøre . den · ønskede karriere i det
kommunistiske apparat, så betroede han en dagbog sine hævnfantasier
om morØ på nogle underordnede partifunktionærer ·i Leningrad, han
anså for skyld heri. Denne dagbog faldt i . hænderne på GPU, og
derefter var det en smal sag for den GPU-mand, der skulle organisere
mordet på Kirov, at dreje Nikolayevs hævntanker imod deI111e. Det
. skete ved hjælp af en falsk "ven", der i virkeligheden var GPU-agent.
ResultCitet blev mordet på Kirov - alt ifølge Orlov.

Af de fire Moskva-processer 1936-38 adskiller den i juni '1937

sig en del fra de andre derved, at den udelukkende var rettet mod
. officerer, hvoraf den mest kendte var marskal Tukhachevsky, at den
var hemmelig og kun varede en dag, og at den kun blev nævnt i en
ganske' lille notits i regeringsorganet Izvestia for den 12. juni 1937'.
Heri meddeltes blot navnene på 8 officerer, der var blevet dødsdømt
24
og henrettet for højforræderi og samarbejde med HitlerTyskland. Bag
processen lå et raffineret komplot af GPU og Gestapo, som endog
formåede at inddrage den tjekkiske præsident Benes i rænkespillet
mod de russiske officere~. Det skete på den måde; at man spillede
tilsyneladende ægte oplysninger om deres "samarbejde" med tyskerne,
i hænderne på Benes~ der stråles som god allier~t lod dem gå videre til I'
Stalin. Tukhachevsky-processe~ blev fulgt af mange andre lignende
" " '

processer mod russiske officerer, og dette blodbad på sa marige a( de

, '

dygtigste ledere i den røde hær havde ifølge Khnistjof en ho.vedskyld

i de mange svære nederlag for denne hær i begyndelsen af krigen mod
Hitler-Tyskland.

Tukhachevsky og hans uskyldige kammerater var de første af

ofrene for Moskva-processerne, der officielt blev rehabiliterede efter
den 20. partikongres-sikkert en følge af generalernes stærke '
. indflydelse i nutidens Rusland. For ·nylig er også en lang rækk~ af de
gamle bolschevikker fra disse processer offioielt blevet rehabiliterede, .
og intet menneske tror i dag på de van~ittige forbrydelser, som disse
mennesker den gang '.l ilstod" og blev henrettede for.' Det drejede sig
ikke blot . om mord,e t på Kirov~ de var også skyld i G6rkis død,
planlagde mord på Staliil, havde søgte at dræbe Lenin og var allerede
i ungdomstiden i de imperialistiske magters sold ! Endvidere havde de
sluttet forbund med Gestapo og Hitler, Japans militarister og Secret
Servlce, arbejdede for kapitalismens genindførelse, intetventionskrig
mod deres eget land.og .afståelse af vældige områder tiltjenden - og
sidst, men ikke mindst var de alle i ledtog med Trotzky. Endelig fik de
betegnelserne trotskister, fascister, gifbnordere, sabotører,' spioner,
forrædere og marodører hæftet på sig.
Da alle nu som sagt er klar over det usaridfærdige i 'alt dette, ' er
der ingen grund til at gå nærmere ind herpå, men det skal lige nævnes, ,r
at bortset fra den nævnte proces mod generalerne, så var de øvrige tre
Moskva-processer offentlige forestillinger, og de fandt 'sted i august " 4'

1936, januar 1937 og marts 1938. I den første var de mest keridte . : .
anklagede-Sinowjev_ og Kameriev, i den anden Radek og. Pjatakov. og
i ,den tredje Bucharin og Rykov. Bortset fra Radek, som slap med 10 "

25

"
 år, så sluttede sagerne for alle de store gamle bolschevikker med
dødsdomme og henrettelser. Radek slap muligVis så billigt, fordi han
i slutningen af sin sag gik 'med til at angive Bucharin som .medskyldig.
Det mest forbavsende og karakteristiske ved disse processer
var, at alle de anklagede hele tiden bortset fra nogle enkelte ganske
kortvarige episoder kappedes med anklageren, Stalins blodhund den
tidligere menschevik Vyshinsky, om at anklage sig se1v og overgik
hinanden i stadige og absolut ungtige tilståelser. .
, Hvorfor gjorde de det?
,' Khrustjof besvarede på den 20. partikongres det spørgsmål
m.h.t. andre af ofrene for den store udrensning - som han for resten
selv deltog aktiyf i på Stalins side i Ukraine - 'med ordene: prygl, prygl
, og atter prygl! Det er også rigtigt, men kun 'en del afforklaringen.
. Alexander Weissberg, der selv var et af ofrene for den store
udrensning, og som sammen med mange andre tyske og østrigske
konunltnister - der iblandt flere jøder som han selv - blev udleveret fra
Sovjet til Gestapo nytår 1940, besvarer dette spørgsmål udførligt i sin
,I
på norsk foreliggende bog "Vi å~lagede". Det er .for øvrigt den

I '

Andrej Vyshinsky oplæser de elleve dø4sdomme ved slutningen af den første af

Stalins skueprocesser i 1928
26
 bedste bog, der findes om den store udrensning. Weissberg fortæller
heri, at- GPU - eller NKVD, som det også kaldes - havde to endnu
mere effektive midler end direkte mishandling, nemlig 'at forhindre
fangerne i at ,sove ved at underkaste dem uendelige rækker af meget
langvarige 'forhør, først og fremmest om natten, og at appellere til
deres partitro skab. Kun den, der til bunds kender styrken i <len
troende kommunists partidisciplin og fanatiske partidyrkelse, forstår
'helt betydningen heraf Endelig synes løfter om at skåne den nænnere
familie også at have medvirket til at gøre fangerne møre.
Weissberg fortæller, at den store udrensning standsede sidst i
1938 med GPU-Iederen Yeshovs fald; men det var også på høje tid,'
for ellers ville den med sikkerhed have ført alle Sovjets indbyggere i
fangenskab! Det var en følge af de to spørgsmål, GPU stillede, alle
ofrene: ''Hvem rekruterede dig?" og ''Hvem rekruterede du?" - og
som de næsten alle blev ~nget tit at besvare positivt før eller senere
på grund af de nævnte pressionsmidlers effektivitet. '
At den store udrensning stoppede, betød dog ikke, at al terroren
forsvandt, kun at tempoet blev nedsat. Så sent som i vinteren 1952-53 ·1
havde vi ,Slansky-processen i Tjekkoslovakiet og .Jægeaffæren i
Sovjet. Ofrene i den sidste blev allerede rehabiliteret i foråret ,1953 få
uger efter Stalins -død og løsladt - forudsat de ikke allerede som et pa.r
af dem :var pint ihjel! Og de 11 henrettede ofre for Slansky-processen
er lige-blevet rehabiliterede nu 11 år efter, bl.a. af deres endnu levende
bødler!
, Da den store udrensning stoppede, havde den ifølge Weissberg
bragt ca. 9 millioner mennesker i GPUs klør.
Den særlige mentalitet i den stalinistiske bevægelse fremgår
deraf, at ' så at sige ingen deri protesterede imod . 'denne
kæmpeforbrydelse. Her i landet' var det feks. næsten kun veteranen
Marie Nielsen,som protesterede, og straks derefter blev ekskluderet "
af DKP lige efter.den første Moskva-proces.

Da. jeg fortalte en kammerat, at jeg skulle udarbejde dette

manuskript om Moskva-processerne, svarede han, at det jo egentligt
var ret tvivlsomt, om det hørte hjemme i en serie om kommunismens
27
:..1' .' kættere, for ofrene i disse processer havde dog for længst kapituleret
over forStalin. Det er rigtigt nok, men det må så straks tilføjes, at de
mest kendte af.de store gamle bolschvikledere i deres hjerter aldrig
blev vask~ægte stalinister. Udadtil kastede de sig gang på gang i
støvet for Stalin (sidst under prosserne), men disse stadig værre
ydmygelser blev netop forlangt .af dem, bl. a. fordi de aldrig. helt blev .
· staliDister af overbevisning. .
- Efter deres nederlag sidst i tyverne førte de ingen politisk kamp
mod Stalin (bortset fra Trotzky, og selv han betragtede sig som loyal-
oppositionsrnand inden for partiet ind.til .1933, .skønt han for længst
var ekskluderet, deporteret og ·udvist, . og han forsvarede
Sovjetunionen til sin død for en Sovjet-agent hånd og gik feks. ind for
· Sovjets overfald på Finland under vinterkrigen 1939.40). Nogen
· illegal politisk virksomhed bedrev de heller ikke, men de gik i en slags
"indre emigration". .
I. .Sinowjev .og Kamenev havde således en beskeden personlig
kontakt med nogle af folkene i Riutins kreds og med senere
tilsvarende grupper, og for Bucharins vedkommende kan nævnes, at
han under et besøg i Paris i 193~ opsøgte menschevikparret Lydia og '.
Th. Dan og i en samtale med dem beskrev Stalin på .en måde, der fik
I . Lydia Dan til at spørge ham, hvorfor han så ikke nu hoppede af og
blev i Parisf Og i menschevikkemes blad i New York stod der i
d,ecember 1936 og januar 1937 to meget interessante og over for
Stalin afgjort kritiske artikler, kaldet ·"Brev fra en .gammel
. j
· bolschevik". Det var Bucharin, der skjuite sig under den betegnelse,
, offentliggjorde bladets-redaktion i 1959! .
Da Stalin med den store udrensning ville udrydde al opposition,
så ramte han altså ikke helt ved siden af, da ' han tog disse gamle
bolschevikledere med: Det gør naturligvis ikke hans. forbrydelse
mindre, men nok en kende mere forståelig.
Endelig skal det for en ordens skyld tilføjes, at blandt den store
.udrensnings millionofre fandtes også en lille gruppe af ubøjelige og
erklærede antistalinister, feks . de 1300 trotskister og andre
,oppositionelle, der blevskudt i Workuta-området i 1937-38. Kernen
I
af dem havde i en udtalelse i oktober 1936 fordømt den første
. t
• 28
Moskvaproces og stemplet Stalins regIme som kontrarevolutionært
og kaldt dets metoder fascistiske.
De 1300 blev isolereqe i nogle bygninger lidt uden for den store
lejr i Workuta og dødsdømt efter en serie prOcesser, der i alt varede
flere måneder. Karakteristisk for "ånden" i den store udrensning er
det, at de kriminelle fanger, der var udkommanderet til at udføre det
nødvendig~ manuelle arbejde i den isolerede afdeling i disse måneder,
alle til sidst også blev skudt - sammen med en del afGPU-folkene, der
forestod processerne. 70 af de . 1300 vendte tilbage.til den store lejr,
men blev her kort efter dødsdømt og henrettet.

29
 BORGERKRIGEN I SPANIEN .

ben spanske borgerkrig 1936-39 er den første folkelige

modstandskamp mod den internationale fascisme, og den er også den
sidste klassiske arbejderrevolution. Samtidig var den i stor
udstrækning en national uafhængighedskrig fra republikkens side, idet
. de fascistiske stater Tyskland, Italien og Portugal meget aktivt deltog
i kampen på Francos side, og især interventionen fra de to første blev .
af afgørende betydning. For Hitlers Tyskland og for Mussolinis Italien
samt i mindre grad for Stalins Rusland blev den tillige en slags
. generalprøve på den anden verdenskrig. Endelig kan man sige, at det
republikanske Spanien i årene 1937-39 i visse henseender blev det
første folkedemokrati, idet stalinisterne og . deres medløbere i
Socialdemokratiet fik en · hovedandel i magten på grund · af
demokratiernes blokade og Sovjets militærhjælp. Hertil bidrog også
meget virksomt stalinisternes effektivitet som demagoger, smidige
takti~ere og kyniske magtpolitikere og det ikke-stalinistiske venstres
usikkerhed og hjælpeløshed over for de unægtelig formidable og til
dels uløselige vanskeligheder. Det skal dog samtidig understreges, at
dette ikke-stalinistiske venstre takket være især anarkisternes og
syndikalisternes store tilslutning under hele ·borgerkrigen havde en
sådan vægt, at det aldrig lykkedes stalinisterne at gennemføre en total
ensretning af det republikanske Spanien. Der er således hØjest tale om
et begyndende folkedemokrati, som f eks. Polen eller Ungarn i 1945
eller til dets Tjekkoslovakiet 1945-48. .
Borgerkrigen i Spanien har altså mange sider, alle af stor ·
interesse og betydning (det gælder naturligvis også selve den militære
kamp), men når vi her · i serien om kommunismens kættere skal
beskæftige os med den, må der lægges særlig vægt på kampen mellem
stalinisterne og deres revolutionære modstandere, og det .vil især sige
de tre organisationer POUM; FAI og eN!. Foruden mod de tre
spanske bevægelser.så rettede den stalinistiske terror i Spanien i disse
år sig også i høj grad mod deres udenlandske venner og udenlandske

30
 ~ I

revolutionære af alle afskygninger i det hele taget, som i stort tal

strømmede til det republikanske Spanien for at deltage i kampen mod
fascismen og for her at virke for realiserIng af deres idealer. Værst ·
ramte terroren de i reglen statsløse - og derfor særligt ~dsatte
emigranter - fra de fasc;istiske lande~ . .

Det vil her være rimeligt straks at fortælle noget om POUM,

FA! og CNT. POUM er fo·rbogstaverne tilPartidoObrero de
Unificacion Marxista, hvilket betyder Arbejderpartiet for marxistisk ,
Enhed, og det var opstået ved sammenslutning ar
en gruppe
højrekommttnister under ledelse af Maurin med en gruppe
venstrekommunister af trotskistisk tendens under ledelse af Andreas
Nin. Allerede omkring 1930 eller endnu før havne disse: folk brudt
med stalinismen, og da borgerkrigen udbrød, havde ,Nin og hans
venner tillige fjernet sig betydeligt fra trotskisternes · dogmatiske og
sekteriske revolutionære meninger,· så hovedmassen ·a f POUM
hyldede moderate .kommunistiske eller venstresocialistiske ·
sYnspunkter. Det blev da også under hele borgerkrigen voldsomt
kritiseret af de ortodokse trotskister for "centrisme", d.v.s. manglende
revolutionær konsekvens; samtidig med' at disse folk dog selvfølgelig

De spanske arbejdere gik på barrikaderne for at stoppe Franco og fascisterne.

31
 forsvarede POUM som ~t socialistisk arbejderparti mod stalinisternes
bagvaskelse og terror. Fra den kant blev POUM betegnet som
trotskistisk og fascistisk, hvilket den gang og langt senere var
identiske begreber for stalinisterne, men det var altså ingen af delene,
mindst, af alt da fascistisk. Der ,var ' et ganske lille antal virkelige
trotskister.i POUM og navnlig i dets lille ungdomsforbund, men de
havde ingen indflydelse på partiets politik. POuM var i øvrigt altid et
ret lille parti med sine allerfleste medlemmer i Katalonien, i hvis
,hovedstad, den store industriby Barcelona, det ifølge flere kilder
havde ca. 30.000 tilhængere.
FAI betyder Federacion Anarquista Iberica, d.v. s. Iberiens
anarkistiske Forbund, idet det omfattede både Spanien og Portugal,
men havde dog så afgjort -sin hovedstyrke i Spanien. Defvar dannet i
20'erne, men kunne føre sin forhistorie helt tilbage til midteri af
fOI:rige århundrede. Det var sål,edes anarkister, der dominerede i 1.
Internationales spanske sektion, og til langt op i dette århundrede var
der ,flere anarkister end sociaIdemokt:ater i Spanien. Anarkisterne
organiserede talrige opstande, generalstrejker og attentater, og deres
store indflydelse må ses dels som en følge af en i reglen hård og brutal
r~aktiOIiæt undertrykkelse fra oven, dels som følge af en særlig spansk
mentalitet, som i høj grad, har -' sat sit -' præg på landets
arbejderbevægelse lige iil vore dage. Det drejer sig navnlig omen
udpræget _individuaIisme~ personlig ,stolthed og hang til heroisk
, ,opofrelse samt en tilbøjelighed til at sætte hårdt mod hårdt. FAI havde
i'30'erne bare ~a. lO.OOO-medlemmer, men det var en '(ofte illegal eller
haIvlegal) eliteorganisation~ som havde en meget -stor indflydelse, især
I'I , ved at de fleste aflederne i CNT tilhørte,den. "
;
I
,
CNT' betyder Confederacion-Nacional del Trabajo, d. v. s. Det
I nationale Arbejderforbund, men _der var intet nationalistisk i
I
J bevægelsen. CNT var stiftet i 1911, den er Spaniens store
I syndikalistiske landsorganisation, og indtil Francos sejr regnede den -
l altid sir medlemstal i hundredtusinder. Under borgerkrigen nåede den
op på 2 millioner medlemmer, og den består stadig, dels i form af
illegale grupper i selve Spanien, dels som emigrantorgani'sation, særlig
i Frankrig og i Latinamerika ikke mindst i Mexico.
32

i '
 Foruden de her nævnte tre organisationer bestod der et stort
socialistparti, altså et .socialdemokrati, og en af dette ledet
fagbevægelse, kaldet UGT. Disse bevægelser var stærkest i Madrid
og i Kastillien i det hele taget samt i mine distriktet Asturien. CNT
havde sin højborg i Katalonien, den mest · industrialiserede del af
landet, men v_ar også stærk i det fattige og primitive Andalusien i syd.
Endelig fandtes der et ganske lille kommunistparti, som helt til
borgerkrigens udbrud med rette bar tilnavnet ''Partido microscopico"
(det mikroskopiske parti) ! ,
Før borgerkrigen lignede det spanske samfund i flere
henseender ' det zaristiske Rusland før 1917. Hovederhvervet var
landbrug med godsejerne- som dorn.itierende faktor og med et flertal
af fattige 'bønder og endnu fattigere landarbeidere. Der fandtes dog
også nogen minedrift og industri,hvis arbejdere gang på gang rejste
sig i vældige strejker og undertiden i åben opstand, . som f eks. i .
Asturien i ' oktober 1934, hvor CNT og UGT havde sluttet
enhedsfront og i flere uger gjorde modstand mod 30.000 mand af den
regulære hær under ledelse af general Franco, som allerede her
benyttede marokkanere og fremmedlegionærer imod arbejderne og
viste sin grusomhed imod disse.
Der fandtes et moderne borgerskab, men det var ret svagt, og ·
de ledende samfundsgrupper var fra gammel tid · ·godsejerne,
officererne og præsterne. Navnlig var den katolske kirke en betydelig
materiel og åndelig magtfaktor, overvejende af meget reaktionær
tendens, hvorfor arbejderbevægelsen 'og for resten også dele af det
liberale borgerskab indtog en udpræget antiklerikal holdning. Under
strejker og arbejderopstande samt ved størr,e folkelige demon-
strationer var det næsten en fast regel, at kirker og klostre gik op i
luer. Det skete også mange , steder i de dele af landet, hvor den
fascistiske militæropstand blev knust af arbejderne d~n 19.juli, 1936;
og det var for øvrigt en logisk følge af, at præster og munke fra
kirkerne i mange tilfælde skød på arbejderne, der kæmpede imod
kupgeneralernes tropper.

Ved valgene i februar 1936 sejrede folkefronten, ikke mindst

33
fordi den havde -sat amnesti til ·de politiske fanger på programmet. Da
en meget stor del af dem var syndikalister; så undloa CNT ved dette
valg .at agitere imod valgdeltagelse, hvilket bevirkede, at flere
arbejdere end normalt stemte og derved sikrede venstrepartierne
sejren. Kommunisterne fik kun 16 valgt, langt de .fleste i den nye
Cortez-majoritet var socialdemokrater og forskellige afskygninger af
borgerligt radikale' og liberale. Den nye folkefrontsregering bestod
udelukkende af sidstnævnte slags folk og førte en ret forsigtig politik,
men anarkister og syndikalister søgte ved omfattende direkte aktioner
at sætte slQ.Ib i omfotandringen af samfundet. De forskellige
besiddende grupper rottede sig bl.a. derfor sammen . mod den
demokratiske republik, sikrede sig hjælp fra de fascistiske stater og
gj orde så oprør med hæren 'i -spidsen den 18. og 19. juli.
Tilsynehtdende var republikken fortabt, men kupgeneraleme
havde undervurderet -arbejderklassens kampvilje og evne. Dels
spontarit, dels under ' ledelse af deres organisationer, især
fagforeningerne i CNT og UGT, gik arbejderne slet bevæbnet eller
ubevæbnet til modaktion ... og sejrede som ved et mirak~l i de 3/4 af

Kvinder og mænd kæmpede på lige

fod i kampen for republikken. .
34
 , 4

' landet i første " omgang. Derefter , organiserede arbejder- ,

organisationerne store frivillige militser af deres medlemmer, som
drog til fronten for at ~use fascismen i, resten af' landet, 'og havde
spanierne fået lov at kæmpe uden udenlandsk indblanding, havde de l'
spanske arbejdere sikkert vundet fuldstændig sejr. Men Hitler og
Mussolini 'kom de spanske reaktionære til hjælp, samtidig med, at de
demokratiske stormagter England og Frankrig gennemførte og
overholdt den såkaldte Ikke-interventionsaftale, som faselstmagterne '
"

underskrev, menbrødfra starten, og som Sovjet også tilsluttede sig

og overholdt de første tre vigtige måneder.

Da Hitler tog magten i Tyskland, svarede arbejderne i .Lubeck

med err 24-timers generalstrejke, og året efter kæmpede nogle få .
, ,
tusinde østrigske arbejdere fra Schutzbund tre dage i en håbløs
defensivkamp mod landets katolsk~fascistiske regering, men den 19. '
juli 1936 gik Spaniens arbejderklasse som helhed mand af hus og
kastede sig uden betænkningstid over de fa!~cistiske oprørere. Hvoraf
kom denne store forskel? Tysklands og østrigs arbejdere var
. \ ; '.
opdraget i marxismens strenge skole, og der var i deres marxisme altid
et stærkt ' fatalistisk element. Udviklingen, ikke mindst af .
produktivkræfterne, var den afgørende revolutionære faktor heri, og
den troede man til gengæld på med samme sikkerhed, som den 'kristne
tror på dommedag. Hertil kom den centralistiske organisationsfbrm,
som l~ær var udpræget ' idet 'talmæssigt betydelige tyske
kommunistparti, men som' også i høj gnid rå,dede i de . siore ',
socialdemokratiske organisationer. Førerne skUlle handle og give '
ordrer og paroler, medlemmer skulle stemme, betale konting~ntog
parere ordrer. Den prøjsiske militarismes ' traditioner, ikke mindst
kadaverdisciplinen, havde smittet af nedefter. Sammen med den
særlige kommunistiske splittelsespolitik, som jeg beskrev i det fjerde
foredrag i denne serie; har vi her hovedårsagerne til den tyske '
tragedie. ,
Spaniens arbejdere havde en helt' modsat tradition, takket være
især den store anarkistiske og syndikalistiske indflydelse. De var
opdraget i den direkte aktions ,filosofi, der gik ud på, at de altid selv
3S
 skul1~ t~nke, bestemme og først og sidst handle. Derfor kastede de
·1
sig tiden tøven ind:i kampen plod rnilitærkuppet. Som direkte aktions-
folk h~vdede også lært, at socialismens gennemførelse ikke skulle ske
· ·g~iu1ein..~taten .yedhjæJp ar en regerip.g, 'et ' parlamentsflertal eller. et
nia8tfuldkomm~nt partipureaukrati~ men atd~ selv ved hjælp af deres
· fagli.seo,rganis.ationer strulle overtl;lge virks.omhederne og jorden og i
fælles~k~b forestå produktiop.og fordeling. . '
. : Da '<te den 19.JuF havde·kvalt fascistopstanden i det meste af
: landet~ gik de qerfor lige så spontant og omg~e~d~ i gang med en
· direkte og deJ;llokratisk soci~isering og ~ollektivisering i hovedparten
af 'det republikClDske Spanien, ' især i Katalonien, hvor' F Al og CNT
helt dorilinerede. ,DeI1l}e folkelige sociålistiske revolution var ikke
bare den sidste klassisk~afbejderrevolution til dato, den var også den
mest 'dybtgående og afgj.ort deri mest frie sociale revolution i
verdel1shistorien. Heryed stod , den i diapIetral . modsætning :til
· kOmmllnisternes skema ' for socialis~isk revolution, ' der te~retisk
bygger på . partidiktaturet ' og ' i praksiser ensbetydende med
partilepelsens diktamr (u~der stalinismen' endda' med partilederens .
· diktaJiJr), og de~ kqm tillige i absolut modstrid med ' ~talinisternes
- aktuelle politik, der var helt ~tirevolutionær. . ,
. , Sovjets , udenqg~politik ' gik u~der .den spanske bprgerkrig
nemlig ud på at få sk~bt . en rnilitæ'r alliance Jp.ed de demokratiske
slonm~gter mod.fasciststaterne, først og fremmest for at beskytte
, Sovjet selv mod disse staters aggression, og sv~rende hertil var det
· pålagt de stalinistiske partier overalt at virke for en folkefront med
socialdemokraterne og de borgerligt'-radikale partier men i øvrigt med
alle, .·selv de .mest højreorienterede, blot de var imod flisciststaternes'
udenrigspolitik. .
Da enhver form for revolutionær politik og propaganda ville
skræmme såve~ de kapitalistiske regeringer i de demokratiske
stormagter som de q10derate socialdemokratiske ledere og de
. , borgerlige, demokratis~e politikere" så gav stalinisterne afkald herpå
1".
og forkaStede dermed alle deres hidtidige principper. De viste herved,
at de i virkeligheden kun har: et princip: det nøgne magtstræb, og det
demonstterede de særd~les tydeligt i SpC\.nien. '
36
 l de første måneder af borgerkrigen var Spaniens
kommunistiske parti endnu et ganske lille parti uden afgørende
indflydelse, om end dets betydning var stigende i kraft af, at ·det var
den mest udtalte repræsentant for alle de borgerlige og moderate
strømninger i den republikanske lejr. I konsekvent troskab mod
folkefrontslinjen gik det imod fagforeningernes socialisering af
næringslivet, imod arbejdermilitserne og arbejderorganisationernes
ordenskmps, som 1 stor udstrækning havde erstattet den gamle
borgerlige hær og politiet, og det stillede sigprin,cipieItpå den private
ejendomsrets grund o'g forlangte højrøstet det meget svækkede gamle
statsapparats magt og autoritet genoprettet. Især gik det ind for
skabelsen af en såkaldt folkearme under ledelse af professionelle
officerer og med , traditionel , kadaverdisciplin, krævede
enhedskommando og genoprettelse af det ga~e borgerlige politi. Da
nogle af disse krav tilsyneladende svarede til krigsførelsens behov, og
da den store CNT u~der hele borgerkrigen havde den hovedlinje for
enhver pris at bevare enheden i den antifascistiske kamp, så gik
udviklingen allerede efter få ugers forløb i den af kOmInunisterne
ønskede retning. I teorien ville CNT afskaffe staten, men da den for
første (og eneste) gang efter 19. juli fik , chancen for at give den
svækkede borgerlige stat dødsstødet, så tøvede den, og lod sig skridt
for skridt drive fra den ene position til den anden i dette spørgsmål.
To ting var11er afgørendeforCNT: bortset fra det lille POUM, så var
ingen af de antifascistiske.partier villige til at gå ind på CNTs forslag
om at lade et centralt forsvarsråd domineret af CNTs og UGTs
repræsentanter' og med enkelte repræsentanter for partierne træde i
stedet for centralregeringen og CNT ville ikke tage. en ny borgerkrig
inden for den antifascistiske' lejr samtidig med borgerkrigen mod
fascisterne på det spørgsmål (eller overhovedet et voldsomt
magtpolitisk opgør med de antifascistiske partier og derved svække '
den fælles kamp mod fascisterne). For det andet håbede man stadig på
hjælp fra de demokratiske stormagter og Sovjet, .og ingen af dem ville
støtte et rent socialistisk Spanien.
Fra slutningen ar oktober ændrede Sovjet stilling m.h.t.
våbenleverancer til det republikanske Spanien, bl.a. motiveret med de
37
fascistiske staters vældige og åbenlyse brud på aftalen om ikke-
intervention i borgerkrigen, og solgte republikken en del v~ben, delvis
af dårlig og forældet karakter-mod kont~t betaling i guld 9g ledsaget
af krav om en bestemmende poiitisk . indflydelse i afgørende
spørgsmåi. Det fik Sovjet også, og det betød, at den store udrensnings
GPU-terror, som netop i disse år rasede i Sovjet, fik en ret betydelig
aflægger i Spanien. .
Nogen formel aftale -om, at nuskulIe Sovjets repræsentanter,
herunder de spanske stalinister~ bestemme farten, blev naturligvis
aldrig indgået, men ved at republikken som følge af demokratiernes
fortsatte våbenblokade blev stærkt afhængig af den russiske hjælp, .så
fik de officielle russiske repræsentanter og de 'spanske stalinister en
sådan prestige i befolkningen og en sådan realpolitisk vægt, at de
efterhånden i stor udstrækning blev i stand til at same sig på
foretagendet og gennemtvinge deres vilje.
, Metoderne, de herved brugte, er i dag velkendte, for det 'er '
nøjagtig de samme, som de efter anden verdenskrig har brugt ved
ensretningen af folkedemokratierne.i østeuropa. Derfor er det sådan
set ikke nø~vendigt at gåmeget i detaljer hermecJ;etlhver nogenlunde
veloplyst avislæser kender dem nu ·i hovedtrækkene.
Ligesom i , de eksisterende ' folkedemokratier : så , lagde
stalinisterne i Spaiuen en afgøænde vægt på at knække og korrumpere
Socialdemokratiet, og i Negriri/ der i maj 37 afløste sin, ærlige
partifælle Largo Caballero sgm statsminister, fandt de et .meget villigt
redskab. Allerede som fmansminister i Largo Caballeros regering
gennemførte Negrin udleveringen og afsendelsen 'af det meste af den
spanske stats guldbeholdning til Sovjet - uden sanktion fra -den
samlede regering - og midt i maj 37 fællede han .s(\.mmen . med
russernes officielle repræsentant Rosenberg og de spanske stalinister
den regering, han selv sad i Det var en af de mange eftervirkninger af
urolighederne i Barcelona først.i maj, og de var også stalinisternes
værk. De opstod nemlig som en spontan reaktion fra Barcelona-
arbejdernes side imod et forsøg fra byens stalinistiske politichefs side
på at lade politiet besætte BarceJonas telefonhus, som straks efter 19. .
juli var overtaget af arbejderne i CNT og UGT i fællesskab . I første
38
omgang fordrev arbejderne politiet, rejste barrikader og beherskede
igen 'byen omtrent som efter 19. juli-denne gang dog ikke den ' indre
by. Pålidelige stalinistiske tropp'e r blev tilkaldt, og ved efterretningen
om myrderier på Barcelona-arbejderne satte en del afPOUMs tropper
på Aiagonfronten sig forbigående i bevægelse for at komme 'deres
kammerater i denne by til hjælp. Også biandt de anarkistiske soldater
på denne'front var der røre, nien.CNT-Iederne søgte afhensyn til den
aritifascistiske krig forlig med ' de provokerende , stalinister. De
opnåede også et sådant, hvorved den stalinistiske politichef blev
afskediget, men da CNT-Iederne med besvær havde fået deres
medlemmer til at forlade barrikaderne og aflevere sine våben, så brød
stalinisterne alle de øvrige aftaler i forliget og 'satte ,en voldsom løgne
- og terrorkampagne i gang mod de revolutionære, Jsær POUM..Det '
var i øvrigt 'deres krav om forbud mod dette parti, der ,medførte
regeringen Largo Caballeros fald, idet han og de fire ' CNT-rilirtistre
bestemt nægtede, at gå med hertil. , , . , ' ' '
, Under efterfølgeren Negrin fik stalinisterne anderledes frit spiL
POUM blev forbudt, mange af dets folk blev myrdet, 'bl.a. Andreas
Nin, og de allerfleste af dets øvrige ledere blev fængslet. 'r. en

Republikansk ' propaganda mod

fascismen fra årene under borger- ,
krigen
39

','
 verdensomspændende bevidst løgnekampagne stemplede stalinisterne
, POUM-folkene som fascistiske agenter, spioner og forrædere, og i
c
,
',' . oktober 1938 havde de · på den måde forberedt jordbunden ' så
grundigt, at : de mente det muligt·i Spanien at genneinføre en
. ''Mo~kva,:,proces'' mod de fængslede po.UM-Iedere. Men da viste.det
var
sig Jteldigvis, at Spanien .trods alt ikke Rusland. POUM-folkene '
. forsvarede sig modigt mod de horrible anklager om at være fascister
og FraI)cos 5. kolonne, spioner og forrædere o.s.v., og 'domstolen l,
afviste'i sin dom alle disse usandheder. Derimod dømte den de fleste
af de anklage,de for under maj.:.kampene i Barcelona at have tilstræbt
en omvæltning af den herskende samfundstilstand og dens afløsning af .
en anden Det betød, at de pågældende blev' dømt for at tilstræbe, en
socialistisk samfundsorden. Ingen blev dog dødsdømt, sådan som
stalinisterne krævede det, men der blev afsagt domme på helt op tilIS
arl Ved republikkens sammenbrud lykkedes det de dømte at flygte fra
' de' fremrykkende fascister til udlandet, og de fleste af-disse POUM-
'"
folk lever den dag i dag. . .
I øvrigt var der det besynderlige, at samtidig med disse domme
over POUM-Iederne for at tilstræbe en socialistisk revolution, så
1
l oestod i hovedsagen uændret arbejderforvalt~ngen fra juli 36~ således '

l
I at det republikanske Spanien og især Barcelona, hvor processen fandt
sted, på det økonomiske område havde et meget stærkt socialistisk
lI præ.s. Mens CNT nemlig på det politiske felt m.h.t. stat og regering,
militær 'og politi stort set havde bøjet sig for partiernes ønsker og
·1
l stalinisternes magt, så ,havde. man på det økonomiske område i langt
,I højere . grad formået at · forsvare og bevare de revolutionære ·
I nyskabelser fra dagen~ efter den 19. juli. Under de sværeste forhold
i blev der under hele borgerkrigen i de arbejderstyrede virksomheder
l præsteret hele underer i ,konstruktiv formåen, i organisation og
l,
produktion. Derved viste de spanske syndikalister, at det er muligt i
I' praksis at udføre den store ide om arbejdernes overtagelse af
l produktionen.
Det er. den vigtigste lære af den spanske borgerkrig !

.i
!
i
,I
 · LITTERATUR

Udover den Ueksten nævnte litteratur har navnlig følgende kilder betydning:

Danske, norske og svenske værker:

Arbeide~es Leksikon (6 bind). (Oslo 1932-36).
BalabanofJ, Angelica: Minnen och upplevelser. (Stockholm 1927).
Barmine, Alexander: En der overlevede. (København .1948).
Cbristiansen, Ernst: Fra Lenin til Stalin. (København 1936).
Deutscher, Isaac: Stalin. (Kø6enhavn 1950)
Eastmann, Max: Socialismens kris oeh Stalins Ryssland. (Stockholm 1941).
Karlgren, Anton: Stalin. (Stockholm 1942)
Koht, Halvdan og Halvard M Lange: Arbeiderreisning (Oslo 1936)
Lange, Halvard M og Hakon Meyer: De politiske Arbeider internasjonaler
1914- 1934. (Oslo 1934).
Schmidt, Erikib: 30 Aars Kommunistisk Politik. (København 1948)
Shub, David: Lenin. (Stockholm 1949)
Souvarine, Boris: Stalin .. (Stockholm 1940) . .

Tyske og engelske værker:

Anweiler, Oskar: Die Råtebewegung in Russland 1905-192L (Leiden 1958).
BalabanofJ, Angelica: Lenin. (Hannover 1961 ) .
Borkenau, Franz: The Communist International. (London 1938).
Brupbacher, Fritz: 60 Jahre Ketzer. (Zurich 1935). .
Goldman, Emma: My Disillusionment in Russia. (London 1925).
Martow, J. og Th. Dan: Die Geschichte der russichen Sozialdemokratie.
(Berlin 1926).
MaximofJ, P. G.: The Guillotine at Work. Twenty Years ofTerroiin Russia.
(Chicago i940). . .
Revisionism. Essays on the history ofMarxist ideas. Edited by Leopold Labedz.
(London 1962).
Serge, Victor: Russia 20 Years After. (New York 1937).
Seton-Watson, Hugh: The Pattem ofCommunist Revolution. (London 1953).
Stemberg, I. N.: In the Workshop ofthe Revolution. (London 1955).
Stemberg, Fritz: The End of a Revolution. (London 1953). .
Trotsky, Leon: The First Five Years ofthe Communist International. (2 bind).
(New York 1945-1953). .
Wo'lfJ, Georg: Warten aufs letzte Gefecht. (K61n 1961).

41
 Voline: Nineteen-Seventeen. The Russion Revolution Betrayed (London 1954).
Voline: The Unlmown Revolution. Kronstadt 1921. Ukraine 1918-21.
(London 1955).
Verdicht ofThree Decades. EcUted by Julien Steniberg. (New york 1950).

Til de enkelte kapitler har derudover navnlig følgende kilder været benyttet:

Kapitel l :
Frolieh, Paul: Rosa Luxemburg. Gedanke und Tat. (Hamburg 1949)
Cliff, Tony: Rosa LuxemOurg. (London 1959). .

Kapitel 2:
Berkmcm, Alexander: Der Aufstand von Kronstadt. Genoptrykt af "Der Monat".
(Berlin 1951).
Halvorsen, Carsten: Revolutionens.Arnbassadør. (københavn 1946) .
Pannekoek, Anton: The Workers Councils. (Melbourne 1950).

Kapitel 3: .'
. Arsjinov, P.: De J]krainske Bønders FrihetslG\mp (Machhobevægelsen).
(Kristiania 1924)
Don Levine, Isaac: Han myrdede Trotsky. (København 1962).
Deutscher, Isaac: The Prophet Armet. Trotsky 1879-1921. (London 1954).
Deutscher, Isaac: The Prophet Unarmed. Trotsky 1921-1929. (London 1959).
Deuts~her, Isaac : The Prophet Outcast. Trotsky 1929-1940. (London 1963).
Trotski, Leo: Mitt Liv. (Oslo 1935).
Trotskl, Leo: Det VerkligaUget i Rysshuid. (Stockholm 1929).

Kapitel 4:
Cbristiansen, Ernst: Men det gik andeded((~. (København 1960).
Heitman, Sidney og Peter Knirsch : N. I. Bucharin. (Bibliografi).
(West-Berlin 1959)
Haglund, Gunhild: Moskva tur och retur. En dramatisk period i Zeth Hliglunds
liv. (Stockholm 1960). .
Knirsch, Peter: Die okonomischen Anchauungen Bucharins. (West-Bedin 1959) .
.Ording, Arne: Det Tredje Rike. (Oslo 1933).
Thalheimer, August: 1923, Eine Verpasste Revolution? (Berlin 1931).
Thalheimer, August: Wie schafll:.die Arbeiteiklasse die Einheitsfront gegen den
Fascismus? (Bedin 1932).

KapitelS:

42
 Beck & Godin: The Russian Purge. (London 1951).
Buber; Margarete: Fange hos Stalin og Hitler. (København 1956).
Dewey, John: The Case ofLeon Trotsky. (London 1937).
Not Guilty. Report ofthe Dewe)r Commission. (London 1938) .
Hegna, Trond: So\j.et, Stalin og generalene. (Oslo 1937).
Leonhard, Susanne: Gestohlenes Leben. (Frankfurt am Main 1956); . , "1 •
Leonhard, Susanne; Mina 13 RysIai År, Forkortet udgave af ovenstående væde,
udsendt toår før originalen. (Stockholm 1954);
Lipper, Elinor: Elf Jabre in sowjetischen Geflingnissen und Lagem . .
. (ZUrich 1950). . ..
Sedow, L.: Rotbuch Ueber Den MosIOruer Prozess. (Antwerpen -1937).
Shachtman, Max: Behind the Moscow Tria!. (New York 1936)..
Trotski,Leo: Stalins Verbrechen, ·(Zurich 1937), ..

. Kapitel 6:
. Bol/oten, Burnett: TheGrand CamoUflage, (London 1961) . .. .
Brenan; Gerald: The Spanish Labyrinth.(Cambridge 1950).
MQrrow, Felix: Revolution and Counter-Revohition in Spa:in~ (New York 1938)
Orwel/, George:Homage to Catalonia.(London 1938). -
Richards, V.: .Lessons o{the Spanish.Revolution. (London 19S'3).
Rocker, Rudolf Anarcho-Syndicalisin. Its Historyin Spain. (London 1938)
Roc:ker, Rudolf The Tragedy of Spain:' (New York 1~37) . .
Souchy,Augu,stin: The Tragic Weekin May. (Barcelona 1937)
Souchy, Augustin: Nacht uber Spanien, (Dannstadt 1953)

Både brugt til kapitel 5 og 6 er desuden:

Dewar, Hugo: Assassins.at Large. (London 1951).
Krivi/sky, W. G.: hvas Stalin's Agent. (London 1940)

43
·1

.,